Krøllede streger og rene linjer mødes i nyt kalendersamarbejde

 

“Jeg vil ikke have et travlt liv. Men jeg vil nå alt” siger damen på forsiden og slår tonen an til en familiekalender med illustrationer, som mange travle børnefamilier vil kunne genkende sig selv i.

Umiddelbart er der langt fra Kartotek Copenhagens enkle, stilrene univers til Line Jensen Illus krøllede streger, men nu mødes de to verdner i en fælles familiekalender for 2020. Kartoteks klassiske kalenderblade, hvor man selv skriver familiens medlemmer ind og laver de spalter, man har brug for, har fået følgeskab af Line Jensen illustrationer fra et kaotisk familieliv.

“Julie og jeg deler en drøm om en mere overskuelig hverdag og mere tid til os selv – men også erfaringen om, at virkeligheden sjældent går som man har planlagt, og tit må man altså male uden for stregerne”, siger Line Jensen. “Jeg fandt Lines tegninger på Instagram, da jeg selv stod med en baby på armen og skulle få familie og business til at gå op og elskede dem med det samme. Så da Line foreslog en version af vores kalender med hendes illustrationer slog jeg straks til - og den er blevet skidesjov og lækker!” siger Julie Warberg fra Kartotek Copenhagen, der er begejstret for samarbejdet, der har været let og sjovt fra begyndelsen.

Det er som om kontrasten mellem vores to udtryk får det bedste frem i begge dele, og skaber et helt nyt rum, hvor der er rart at være”, siger Line, der ikke vil afvise at kalenderen kun er starten på et længere samarbejde.

 

 Julie Warberg sendte et par notesbøger til Line Jensen for et par år siden efter at have fundet hendes illustrationer på Instagram. Det blev starten på et venskab, hvor de to kvinder har mødtes ind imellem og diskuteret forretningsudvikling og livet som selvstændig, og tit er samtalen landet på at holde balancen mellem at få tid til sin familie og sig selv, samtidig med at man driver et firma og helst vil kunne nå det hele.

Det var oplagt at lave et samarbejde”, siger Line Jensen, der lige før sommerferien foreslog Julie, at de slog deres familiekalendre sammen til én. “Mit arbejde handler rigtig meget om at registrere, hvordan livet leves i en travl børnefamilie, hvor begge forældre er ambitiøse med deres arbejde, men også gerne vil være der for hinanden og børnene. Det er meget tit et regnestykke, der ikke går op, og det kræver noget planlægning – her kommer Julie ind i billedet! Jeg er selv ret udfordret på planlægningsgenet, så jeg har brug for meget visuelle og pædagogiske redskaber og en papirkalender er uundværlig for mig”.

Vi er meget fælles om glæden ved det fysiske papir og den håndholdte pen”, byder Julie ind, “det at skrive ting ned i hånden gør, at vi husker dem meget bedre, og vi får skabt orden i kaos”.

Med familiekalenderen 2020 håber Julie Warberg og Line Jensen at kunne hælpe andre travle familier med at holde styr på hverdagen.

 

Til toppen